I år har været så anderledes. Jeg er alene hjemme, og jeg er ikke blevet vækket med morgensang eller gaver. Det er mærkeligt, især når man er blevet vækket sådan på sin fødselsdag i 22 år. Jeg ved godt, at det er noget jeg skal vænne mig til, og jeg ved godt det er en del af livet fordi vi vokser jo allesammen op, og vi kan ikke bo hos mor og far for evigt. Men jeg ville bare sådan ønske at jeg var hos mine forældre, bare lige i dag så jeg kunne få kys og kram.
I går, lidt over midnat ringede min mor mig op på Skype, med min bror og søster (ingen far, da han ikke var hjemme), og sang tillykke. Jeg var lige ved at tude. Jeg fik så lov at åbne mine kort fra dem, og kortet fra mine søskende, fik mig virkelig til at græde. De havde skrevet de sødeste ting, især min bror! Jeg kunne slet ikke holde det inde. Puha, jeg savner dem virkelig!
